* * * * *
"Rigtig fin bouquet - som en sympatisk fætter til det prisbelønnede vindrama 'Sideways' hygger'Bottle Shock' om biografgæsten"  Henning Høeg, B.T.

* * * * 
"En sød og dybt underholdende film"  Nanna Frank Rasmussen, Jyllands-Posten 

"Man føler sig hensat til et godt eventyr"  Bo Green Jensen, Weekendavisen

"Charmerende - let og behagelig"  Cinemazone

"Rickman er underholdende"  Information

"En hyggelig film... en masse fantastiske flotte billeder"  ON-Z

 * * * * *  Filmland.dk

 

Fornøjelige krigstilstande udspiller sig mellem californiske og franske druer i dette herlige sidestykke til "SIDEWAYS"...

1976 blev året hvor alt blev forandret indenfor vinens verden og globaliseringen for de ædle druer tog fart. Ved en blindsmagning i Frankrig vandt vinene fra Napa Valley fra Chateau Montelena sensationelt over de franske vine. Dermed blev de Californiske Vine sat på verdenskortet og intet var længere som før!

Inspireret af en sand historie fra 1976 og med stjerner som Alan Rickman, Bill Pullman, Dennis Farina, Chris Pine - som har hovedrollen i den nye "Star Trek"-film og Rachel Taylor (Transformers) instrueret af Randall Miller.

For den britiske vinhandler Steven Spurrier (Rickman) findes der ikke noget bedre end fransk vin. Det til trods for rygterne om, at det er Californien som kommer til at stå for fremtidens bedste vine.
Sikker i sin sag om at vingårdene i Napa Valley ikke er nogen alvorlig konkurrence for de etablerede franske vinhuse, udfordrer han amerikanerne til en blindtest. Men da han opdager en dal fuld af ambitiøse, dygtige og erfarne vinproducenter som Jim Barrett (Pullman) og hans søn Bo (Pine), frygter han, at hans pr-stunt kan ændre vinens historie for altid og ikke mindst chokere alverdens vinkendere.

Vind i sejlene for Montelena
En del af handlingen udspiller sig i vinhuset og omkring de forhenværende ejere, far og søn, James og Bo Barrett. En af vinene fra Montelena var blandt dem, der vandt over de franske vine i Spurriers smagning.

 

Parisersmagningen i 1976
»Parisersmagningen i 1976« gav Napas vinhuse det, som mange håbede på, nemlig international anerkendelse.
Smagningen blev arrangeret af en engelsk vinimportør i Paris, der i anledningen af USA’s 200 års jubilæum i 1976 afholdt en vinsmagning, hvor californiske topvine skulle smages op imod Bordeaux‘ ypperste vine.
Smagepanelet bestod bl.a. af franske anerkendte vinfolk og de blev chokerede, da de hørte resultatet af deres første smagning: Californiske Chateau Montelena Chardonnay 1973 havde vundet hvidvinssmagningen. Da de røde blev smagt, var man heldigvis undervejs sikker på at kunne adskille de californiske gøgeunger. Ved én af vinene blev der udråbt »Endelig hjemme i Bordeaux igen«. Men det var man nu ikke og det blev igen en californisk vin, der indtog første pladsen igen. Vildt oprør!! Mange anmeldere ville ikke udlevere deres noter og bad om at få dørene lukket.
Her ses smagningens resultater.

Myter:
Vinsmagningen har gennem årene skabt en række myter, som er blevet fortalt igen og igen i takt med at den ene skribent efter den anden har refereret til fejlagtige kilder.

En af de mest markante misforståelser er den, at dommerne skulle være blevet stillet i udsigt, at det var en smagning af franske vine og at de amerikanske således var blevet sneget ind i blindsmagningen.

I virkeligheden vidste dommerne udmærket, at der var såvel californiske som franske vine, men der blev ikke gjort noget stort nummer ud af det. For smagningens arrangør, den britiske vinhandler Steven Spurrier, regnede overhovedet ikke med, at de californiske ville vinde. Han havde slet ingen interesse i at promovere californisk vin, for han ville herved støde franskmændene fra sig og eftersom han drev en vinbutik i Paris, gav dette ingen mening. Ved dommerbordet sad en række prominente franske vinfolk, bl.a. Aubert de Villaine fra det verdensberømte vinhus Romanee Conti, redaktøren for det vigtigste franske vinmagasin, Revue de vins de France, Odette Kahn og sommeliererne fra Taillevent og Tour d’Argent, to af datidens fornemste franske restauranter. Restauratør og køkkenchef Raymond Oliver fra den berømte restaurant Grand Vefour sagde højt, at dette bestemt var hvid bourgogne, da han smagte Freemark Abbey fra Californien. På samme måde var Claude Dubois-Milot fra restaurantguiden Gault Millau overbevist om, at en fransk Batard-Montrachet var en californisk vin, da den »ingen næse havde«.

Ovenstående fandt sted i den første del af smagningen, som omhandlede hvidvin. Da arrangøren Steven Spurrier læste resultaterne op, kundgjorde han, at vinderen var californiske 1973 Chateau Montelena, nummer to var franske 1973 Meursault Charmes, mens de amerikanske 1974 Chalone og 1973 Spring Mountain fulgte efter. Dommernes reaktion spændte mellem chok og rædsel. Ingen havde ventet dette resultat og snart sitrede hele lokalet af spænding

Efter en pause fortsatte smagningen med afdelingen for rødvin, som foregik langt mere koncentreret og mindre muntert. De velanskrevne franske vinfolk var nemlig udmærket klar over, at det som nu foregik, kunne få alvorlige konsekvenser for den franske vins position. En position som hidtil havde været helt og holdent uudfordret.
Ved smagningen af de røde vine ændrede billedet sig. Pointskalaen gik fra 0-20 og hvor de hvide vine var scoret ret jævnt, opstod der nu nogle markante forskelle. For eksempel gav vinbladsredaktøren Odette Kahn de californiske Clos du Val og Heitz Marthas Vineyards – som begge adskilte sig markant fra de franske rent smagsmæssigt – sølle 2 point, mens hun scorede de øvrige vine med to decimaler.

Den californiske 1973 Stags Leap, som vandt. Med 1,5 point mere end 1970 Chateau Mouton Rotschild tog Californien det sidste stik, mens tredjepladsen gik til franske 1970 Chateau Montrose, fjerdepladsen til Chateau Haut-Brion og femtepladsen til californiske 1971 Ridge Montebello. Efter smagningen hastede nogle af dommerne af sted, mens andre blev og sludrede lidt. De var enige om, at franske vine kræver mere tid, så selv om Californien vandt lige nu og her, så ville alt se anderledes ud, når de ædle franske vine fik tid til at udvikle sig. Det standpunkt blev der lejlighed til at efterprøve 30 år senere, nemlig da Steven Spurrier gentog seancen, denne gang med to simultane smagninger i Europa og USA, hvor de samme vine blev smagt endnu engang. Igen med topkvalificerede dommere og igen vandt Californien. Denne gang endnu større med 1972 Ridge Montebello som vinderen i den røde afdeling og vinderen fra 1976, Stags Leap Wine Cellars i årgang 1973 som nummer to

Efternote:
I Californien håber man ifølge Wine Business, at "Bottle Shock" kan medføre en lignende effekt som filmen "Sideways", der fik premiere for nogle år siden. Her blev vin fremstillet på Pinot Noir druen hævet til skyerne, hvilket gav salget af disse vine et ordentligt skub i den rigtige retning. Måske vil det samme nu vil ske generelt for californisk vin.

Alan Rickman

Alan Sydney Patrick Rickman var vidunderligt uforskammet skurk i 'Die Hard' (1988) og en velvalgt sherif af Nottingham i 'Robin Hood - den fredløse' (1992). Han yder lige så god fyldest i bløde roller som 'Truly, Madly, Deeply' (1991) og 'Fornuft og følelse' (1995), hvor han spillede Oberst Brandon. I senere år har Rickman vist sin diabolske karisma i blandt andet 'Dogma' (1999). I 2001 blev han kendt af alverdens eventyrelskere som Professor Severus Snape i den første film i serien om Harry Potter og i 1997 fik han også sit navn på instruktørstolen med dramaet 'Vintergæsten'.
Rickman blev født i 1946 i det vestlige London. Desværre mistede familien faren, da Alan kun var 8 år gammel. Herefter voksede børnene op hos deres mor. Allerede som barn viste Alan, at han var både kvik og kunstnerisk og han var en sand mester til både kalligrafi og akvarelmaling. Han blev hurtigt involveret i det lokale teater, som han elskede, men han blev i starten trukket mod en mere sikker uddannelse som grafisk designer. Så han valgte at gå på universitetet i Chelsea. I 1979 fik han sin debut i en TV-film og i de næste par år skiftede han meget mellem henholdsvis teater og film i USA og England. I 1982 fik publikum for alvor øjnene op for ham, da han spillede med i TV-versionen af "The Barchester Cronicles". Alan Rickman fik også stor succes på de skrå brædder, da han blev nomineret til den fornemme teaterpris Tony'en, for sin rolle i "Farlige forbindelser".
Han blev ikke castet til biografversionen, men alligevel stod Hollywood på spring. Produceren Joel Silver havde bemærket ham og spurgte om han havde lyst til at spille superskurken Hans Gruber i en ny actionfilm kaldet "Die Hard". Alan fandt ud af, at næsten hele budgettet var blevet brugt på Bruce Willis’ løn, men han valgte alligevel at tage rollen. Det viste sig at være en god idé; han var så effektiv i rollen, at det var den, der startede Hollywood-tendensen med at hyre britiske skuespillere til at spille de store skurkeroller og fx den olme ranchejer i "Quigley Down Under".
I 1991 lykkedes det ham at stjæle billedet totalt fra de andre kæmpestjerner i filmen "Robin Hood den fredløse". Rickman spillede den kujonagtige og meget morsomme Sheriff of Nottingham. I de samme år kunne Rickman også ses i den kontroversielle "Close My Eyes" samt "Closet Land". Han viste også sit komiske talent som spindoktor i den politiske parodi "Bob Roberts".
I 1997 lavede han en filmversion af teaterstykket "Vintergæsten". Den tjente ikke særligt mange penge, men til gengæld fik den flere prestigefyldte priser ved årets filmfestivaler. Rickman vandt også både en Golden Globe og en Emmy for sin rolle i TV-filmen "Rasputin".
I de efterfølgende år fulgte roller i "Dogma", "Galaxy Quest" og "Blow Dry" samt i 2003 ses i "Love, Actually". I 2001 fik han nemlig rollen som Professor Severus Snape i "Harry Potter og de vises sten" og som den mørke side har det langt henad vejen været svært at finde ud af, om han var på den gode eller den onde side. Mellem ”Potter”-filmene har han også medvirket i Tom Tykwers ”Parfumen – historien om en morder” og senest som judge Turpin i Tim Burton ”Sweeney Todd” med Johnny Depp.

Chris Pine (f.1980) debuterede i tv-serien ”Skadestuen” før han fik en større rolle i ”The Princess Diaries 2”. Siden fulgte ”Just My Luck” og ”Smokin’ Aces” før han i år fik sit store gennembrud med hovedrollen som kaptajn James T. Kirk i J. J. Abrams’ ”Star Trek”, hvilket har rykket ham et godt stykke op på ranglisten, så han nu står til at skulle medvirke overfor Denzel i Washington i Tony Scotts kommende ”Unstoppable”.
Bill Pullman har en godt tyve-årig karriere bag sig. Blandt de første roller var en medvirken i Mel Brooks´ ”Spaceballs” og en hovedrolle i Wes Cravens ”I gravens dybe stille ro” fra 1988 og på den mere seriøse skala en rolle i Lawrence Kasdans ”Turist ved et tilfælde” fra samme år. I årene efter manifesterede han sig ofte i solide biroller, fx i 1993 i Jon Amiels ”Sommersby”, Harold Beckers ”Skinnet bedrager” og Nora Ephrons ”Søvnløs i Seattle”. Han medvirkede igen for Kasdan året efter i ”Wyatt Earp” og i 1995 i Jon Turteltaubs ”Mens du sov”. I 1996 spillede han den amerikanske præsident i Roland Emmerichs ”Independence Day” og i 1997 havde han hovedrollen i David Lynchs ”Lost Highway”, ligesom Wim Wenders samme år havde castet ham i en anden art-film, nemlig ”The End of Violence”. I 1999 tog han et smut forbi gyserkomedie-genren med ”Lake Placid” og i 2004 var han også med i ”The Grudge – Forbandelsen”, ligesom ”Scary Movie 4” var på cv’et i 2006 – men ellers har han her i det nye årti fortsat gjort solid fyldest i film som Thomas Vinterbergs ”Dear Wendy” og Blurr Steers ”Igby Goes Down”.
Dennis Farina (f.1944) er altid et genkendeligt ansigt. Han kom først til filmen i 1981 efter tidligere at have arbejdet som politimand. Det er måske derfor, han ofte castes i krimier eller gangsterdramaer, som i tv-serien ”Crime Story”, ”Politiets hemmelige våben”, ”Manhunter”, ”Flere øjne i natten”, ”Snatch” eller ”Midnight Run” for blot at nævne nogle få, men han medvirker i de senere år også gerne i mere stilfærdige film som ”Sidewalks of New York”, ”Big Trouble” og senest ”What Happens in Vegas”.
Filmens manuskriptforfatter og instruktør Randall Miller instruerede i 2007 Alan Rickman i ”Nobel Son”, men er ikke et kendt navn i Danmark med film som ”Class Act”, ”Houseguest” og ”The Sixth Man”.

 

Trailer:

http://besttrailer.blogspot.com/2008/06/trailer-bottle-shock-2008.html